Nyt fra Sprognævnet
2000/3 september
ARTIKLER
SPØRGSMÅL OG SVAR
DANSK SOM FREMMEDSPROG
Forkortelser
Når synsvinklerne kortslutter
Om ubetænksomhed i det sproglige udtryk
Af Allan Karker
Nu gælder det om at gribe fast om nælden - eller hedder det nældens rod? Det sidstnævnte udtryk ses og høres så ofte at mange nok vil mene at det netop er det der er det rigtige, og det er højst sandsynligt at tiden vil give dem ret. Slår man efter, viser det sig dog at ordbøgerne gennemgående står på det første standpunkt, de siger at gribe fast om nælden - der er vistnok kun et par undtagelser, nemlig Stig Toftgaard Andersen: Talemåder i dansk (1998), der ved siden af nælden også har nældens rod, mens Politikens Nudansk Ordbog med etymologi (1999) alene nævner nældens rod. Den historiske forklaring på uoverensstem- melsen er at udtrykket med nældens rod er af nyere dato; oprindelig hed det kun at gribe fast om nælden, og dette udtryk beroede, som det oplyses i den store Ordbog over det Danske Sprog, bind 15 (1934), på "den opfattelse, at man ikke brænder sig, naar man tager haardt paa et nældeblad".
Men hvorfra stammer så den nye variant med nældens rod? Der kan ikke være tvivl om at den skyldes sammenblanding med udtryk som at ramme ondets rod.
Kontamination
En sådan sammenblanding, der skyldes at et udtryk smitter af på et andet, kaldes i fagsproget
en kontamination. Andre af slagsen er omforandring, sammenblandet af omdannelse og
forandring, og indtil flere gange, der er en logisk forvrøvlet parring af det vage flere gange
med det præcise indtil (n) gange, hvor n står for et antal der er mindst 2. Om alle de tre
nævnte vendinger gælder det imidlertid at de har et solidt fodfæste i sprogbrugen, og kun et
mindretal opfatter dem som så forkerte at de afholder sig fra at bruge dem selv.
Hvis sammenblandingen indtil flere gange, som det forekommer sandsynligt, oprindelig er blevet til som en fuldt bevidst intellektuel leg med sproget, så er ironien altså i tidens løb faldet til jorden. Helt så galt er det ikke gået med den ellers hårdt prøvede morsomhed at tidens tand læger alle sår. Som læser støder man dog kun sjældent på kontaminationer der gør indtryk af at være plantet med vilje. Et sådant eksempel er det sikkert når kritikeren Lars Bukdahl i en anmeldelse skriver at "Her er vi nok ved pudlens humle" (Weekendavisen 13/6 1997) - hans læsere forventes at goutere spillet på pudlens kerne fra Goethes Faust. Men det afgjort hyppigste er at det kontaminerede udtryk røber skribentens svigtende fornemmelse af det uforligelige i indholdet, således som man ser det i de følgende journalistiske eksempler:
Som sagt består kontaminationen i afsmitning fra ét udtryk til et andet, her bl.a. koblingen mellem det udfordrende at kaste handsken og det selvopgivende at kaste håndklædet i ringen, der resulterer i det i og for sig meningsløse at kaste handsken i ringen, som ikke desto mindre ud fra hele sammenhængen nok vil blive forstået som et nyt udtryk for opgivelse. I alle de citerede eksempler er udtrykket billedligt, og i dem alle indgår der to strengt taget uforligelige elementer. Derfor kan disse kontaminationer også henregnes til det mere omfattende stilistiske fænomen som går under navnet katakrese, et græsk ord der egentlig betyder 'misbrug'. Man regner med to former for katakrese.
Katakrese 1
Fælles for de to varianter af katakrese er en indre modsigelse i udtrykket. Ligesom tilfældet er
med kontamination kan en oprindelig katakrese dog i tidens løb blive helt og fuldt godtaget i
den almindelige sprogbrug; når en moderne dansk fremmedordbog under katakrese giver
eksemplet "brun skosværte", er det sproghistorisk korrekt, men det er næppe alle læsere der
straks ser den logiske brist, som består i at en sværte må være sort. Ligger modsigelsen i en
sammenblanding af to billedlige udtryk, kan katakresen også sætte sig fast i sprogbrugen, men
typisk således at de fleste har en levende bevidsthed om fadæsen, der citeres for sjov, fx når et
forslag eller projekt betegnes som et dødfødt barn der løber ud i sandet.
I moderne journalistik er det ikke sjældent at møde den første form for katakrese, fx
I det sidste citat er der jo ingen modsigelse mellem de to gængse billeder på energi; men rækkefølgen er naturstridig. Det mindst overbevisende eksempel er sikkert det første, hvor forfaldet eskalerer; det vil næppe forstyrre den læser som nok kender verbet eskalere, men ikke opfatter det etymologisk som en stigning på en skala, en optrapning. Det forholder sig tilsvarende med kulminere 'nå sit højdepunkt', der etymologisk er afledt af det latinske culmen 'top':
I det hele taget tyder sprogbrugen på at billedvirkningen i visse udtryk let fortoner sig og bliver til intet. Det må være forudsætningen for ytringer som de følgende, der for en strengere betragtning rummer en katakrese:
Katakrese 2
Den anden variant af katakresen er den hvor to billedlige udtryk kombineres på fornuftstridig
vis. Det er den variant der står som katakresen par excellence og vækker mindelser om den
lige undslupne galning hos Storm P. der "lider af sammenlignende billeddannelser i
ubevogtede øjeblikke". Også den slags indfald kan let løbe i den journalistiske pen, som et
antal eksempler skal vise:
Også i denne sammenhæng viser det sig at kølvand har mistet sin billedvirkning; i kølvandet på betyder bare 'lige efter'og 'som resultat af', som der står i Nudansk Ordbog (1999):
Vi er alle under anklage
Indtil nu har alle eksempler på kontamination og katakrese været hentet fra journalistikken.
Der kan næppe heller være tvivl om at aviserne er den mark hvorfra den rigeste høst af
sådanne ubetænksomheder kan bringes i hus. Og det er nærliggende at søge årsagen i det
tidspres som journalister arbejder under, de kan ikke nå at revidere deres artikler og give dem
den sidste sproglige afpudsning.
Men der er også læsere der skriver i aviserne - og ikke under samme tidspres selvom det kan være følelser der styrer pennen. Og i læserbreve og lignende indlæg møder man ganske tilsvarende sproglige udtryk, hvoraf et repræsentativt udvalg skal citeres anonymt; med en enkelt undtagelse har de alle været trykt i Jyllands-Posten:
Går man nu ud fra at læserbreve skrives af uøvede skribenter (det holder dog ikke 100 %), har man med det samme en forklaring på det der tager sig ud som ubehjælpsomheder. Til sam- menligning med det første citat haves endda ved tilfældets lune et talende modeksempel på beherskelse af samme sproglige billede:
Men det er alligevel ikke sådan at de professionelle sprogbrugere (bortset fra de fortravlede journalister) holder deres sti fuldstændig ren. Ansvaret for de følgende skånsomt anonymi- serede udsagn hviler på bl.a. professorer, advokater, skønlitterære forfattere og politikere:
Det er vel heller ikke umuligt her hvor pegepinden hele tiden har været fremme, men sagen er ikke helt så enkel. Jeg har allerede erkendt at billedvirkningen i visse udtryk har tabt sig i mange sprogbrugeres bevidsthed. Det gælder helt åbenbart i kølvandet på, hvor i dag kun de færreste (hvis man skal tro Nudansk Ordbog 1999) ser et ægte kølvand for sig, således at ikke blot fx "i kølvandet på krisen" er alment accepteret, men at også en kobling med et andet billedligt udtryk kan passere, fx "i kølvandet på de juridiske kulegravninger". Når nogen går så vidt som til at skrive om faneflugt eller opblussen i kølvandet på dette eller hint, vil der dog nok være en del læsere der ryster på hovedet. Men der vil sandsynligvis være endnu flere som læser hen over den logiske brist fordi de er mere optaget af indholdet i den sammenhængende tekst, ja de kan endda være fascineret af det kreative i udtrykket.
Og her er vi ved noget væsentligt, ikke just sagens kerne, men en vigtig side af sagen. Det er givetvis ikke alle kontaminationer og katakreser der udspringer af hastværk. Fintmærkende læsere kan bedømme dem som ubetænksomme, og det er troligt at ophavs- mændene ved nærmere eftertanke ville give kritikerne ret, men der kan ikke være tvivl om at skribenterne har stræbt efter at skrive livfuldt og medrivende. Katakresen kan altså udspringe af iver efter at være sprogligt kreativ, og man må antage at katakresens ophavsmand ikke selv har erkendt den i skrivende stund. Svarende til hvad der for længst er sagt om den sproglige kliché (Erik Hansen i tidsskriftet Danske Studier 1979, s. 5-23) kan man konstatere at kontamination og katakrese ikke er noget der skrives, det er kun noget der (måske) opleves.
Allan Karker (f. 1926) er fhv. universitetslektor; medlem af Dansk Sprognævn 1970-97.
SPRØGSMÅL OG SVAR
Spørgsmål: Kan med udelades: En urtekniv er en kniv til at rense grønsager med. En stegegaffel er en speciel gaffel som man bruger til at vende en steg i ovnen eller gryden med. Laksekniven bruges til at skære fisk i tynde skiver med. Umiddelbart synes jeg at det skal medtages i den første sætning, mens det nærmest lyder overflødigt i anden og tredje sætning.
Svar: Det opfattes som uskønt eller overflødigt af nogle sprogbrugere at placere et med sidst i sætninger af denne type, og derfor er det ikke ualmindeligt at udelade dette med. Der er muligvis en særlig stærk tendens til at udelade med i de sætninger hvor der kommer mere end ét ord mellem det infinitte verbum (udsagnsord) og med som i de to sidste sætninger. I den første af disse to sætninger kommer en steg i ovnen eller gryden mellem at vende og med. I den anden kommer fisk i tynde skiver mellem at skære og med.
Selvom det ikke er ualmindeligt at udelade med, vil vi ikke anbefale denne sprogbrug. Med er nødvendig i sætninger som man renser grønsager med en urtekniv og grønsagerne renses med en urtekniv, og på samme måde er med nødvendig i en urtekniv er en kniv til at rense grønsager med. Præpositionen med bruges her til at udtrykke at noget anvendes som redskab eller middel. Det kan også udtrykkes på en mere højtidelig måde ved hjælp af en formulering med hvormed: en urtekniv er en kniv hvormed man renser grønsager. Tidligere var denne måde den eneste acceptable i skriftsprog.
AÅ
Spørgsmål: Hvad ligger der i udtrykket i lod og vage, og hvad kommer det af?
Svar: Ordet lod bruges bl.a. om 'en i en snor anbragt (hængende) metalklump o.l.' og 'som udtryk for den ved lod (line) angivne lodrette linje, fx udtrykket være i lod eller ud af lod (ODS, bd. 12, 1931).
Ordet vage, som er lånt fra tysk Wage, dvs. 'vægt', betyder 'vandret linje eller plan' (ODS, bd. 26, 1952) og bruges ifølge ordbogen "næsten kun i forbindelsen (være, stå, ligge) i vage". Der gives eksempler som I hele Huset var ingen af Dørene rigtig i Vage, de maatte alle hæves lidt ved Dørgrebet, naar man skulde lukke op (Karl Larsen: "Cirkler", 1893). I ordbogen er ordet vagebræt opført med betydningen 'vaterpas'.
Disse håndværksudtryk kan kombineres og pleonastisk bruges overført med betydningen 'være helt i orden'. Ordbogen nævner som jargon være i lod og vinkel, og der henvises fra opslagsordet vage hertil; det kan altså også hedde være i lod og vage.
VS
Spørgsmål: Hvad forskel er der på et sporskifte og et skiftespor?
Svar: I NDO, 1999, er sporskifte defineret som 'en anordning der sørger for at et tog skifter spor', og der er givet eksemplet sporskiftet er sneet til. Som betydning 2 er angivet 'en radikal ændring af noget', og der er givet eksemplet: der er sket et sporskifte i dansk politik. Ordet skiftespor er ikke opslagsord i ordbogen.
Men i vores klassiske ordbogsværk, Ordbog over det Danske Sprog, defineres skiftespor som 'særlig sporkonstruktion der indlægges i et jernbane- eller sporvognsspor o.l. for at danne forbindelse til et derfra udgrenet spor'. Men så tilføjes det: "fagligt almindeligt: sporskifte" (bd. 19, 1940). Under opslagsordet sporskifte har denne ældre ordbog betydningsangivelsen 'om (indstilling af) en i et skinnespor indlagt konstruktion der indeholder en bevægelig del, hvorved der kan dannes forbindelse til et andet (derfra udgrenet) spor'. Og så tilføjes det: "faglig betegnelse for skiftespor" (bd. 21, 1943). Som betydning 2 nævnes den overførte betydning, som også Nudansk Ordbog nævner: 'om (forhold, tidspunkt der betegner) en stærk og gennemgribende ændring mht. skæbne, levevis, adfærd, følemåde, livssyn o.l.'
Det ser således ud til at NDO anser det ældre almensproglige ord skiftespor for at være gået ud af sproget. I RO står både skiftespor og sporskifte. Og vi er nu ikke sikre på at ordet skiftespor virkelig er gledet ud af almindelig sprogbrug. Børn bruger da skiftespor når de leger med deres togbaner. Men DSB bruger ifølge oplysning fra en kollega kun ordet sporskifte.
VS
Spørgsmål: I forbindelse med min fars død blev jeg klar over at der er forskel på begravelse og bisættelse. Men hvilken? Hedder det jordpåkastelse når man begraves med hele sit legeme? Og navnlig: Hvad hedder det når man sætter en urne ned i et gravsted?
Svar: Hvad angår betegnelsen for den handling at sætte urnen ned i jorden, så er det ikke på samme måde en officiel handling som selve bisættelsen. Vi har ganske vist i et lokalblad fra 1987 fundet betegnelsen askenedsættelse (Vanløse Folkeblad, 7.7.1987). Men vi har fra samme år hørt betegnelsen urnenedsættelse brugt om samme handling. Og det er vores indtryk at denne sprogbrug er den almindelige.
Hvis liget ikke brændes, kremeres, som det teknisk hedder, begraves det i indviet jord (altså på kirkegården). Jordpåkastelsen må betragtes som et led i begravelsen. Hvis der er tale om ligbrænding, foregår jordpåkastelsen i kirken, hvor ordene af jord er du kommen, til jord skal du blive, og af jord skal du igen opstå, udtales. Hvis afdøde skal begraves, finder jordpåkastelsen i reglen sted ude ved graven umiddelbart efter højtideligheden i kirken. Muligvis kan der afviges fra denne konvention hvis afdøde skal ligge begravet på en fjerntliggende kirkegård, fx i et familiegravsted. Men ritualet hedder altså jordpåkastelse uanset om der efterfølgende foretages ligbrænding, eller afdøde begraves, jordfæstes, som det med et lidt gammeldags udtryk hedder.
Ordene begravelse og bisættelse bruges lidt forskelligt i hvad man kunne kalde teknisk sprog, og almensproget. Når folk i almindelighed taler om en begravelse, mener de gerne både højtideligheden i kirken og den efterfølgende jordpåkastelse ude på kirkegården, hvis en sådan finder sted. I den mere tekniske sprogbrug, som fx anvendes af kordegne og andet kirkeligt personale, bruges ordet bisættelse om den højtidelighed der finder sted før en begravelse eller ligbrænding (jf. NDO), og i forbindelse med en ligbrænding kan man i denne sprogbrug kun anvende betegnelsen bisættelse. Præsten forretter bisættelsen.
En dødsannonce udarbejdes af de pårørende, ofte i samarbejde med det kirkelige personale, som kan få indflydelse på sprogbrugen. Dødsannoncen kan indeholde meddelelsen Bisættelsen finder sted i stilhed. Deri kan ligge at der er tale om en påfølgende ligbrænding. En annoncering af typen Begravelsen foregår i stilhed kan indebære at afdøde skal begraves, ikke brændes, men det kan også være at ordet begravelse blot er brugt i sin brede almensproglige betydning.
VS
DANSK SOM FREMMEDSPROG
Spørgsmål: Fra en tysk indvandrer der har lært dansk i halvandet år, har vi fået følgende spørgsmål: I tysk har biord som afledes af tillægsord, ingen endelse og ligner derved tillægsordet i prædikativ form. I dansk har biord som afledes af tillægsord, endelsen -t og ligner derved tillægsordet i intetkønsform. Men hvorfor hedder det så: Det lyder godt, men: Musikken lyder god og Huset ser godt ud, men: Din jakke ser god ud? I alle eksemplerne drejer det sig jo om biord.
Svar: I dansk bruges intetkønsformen af adjektiver (tillægsord) som biord. Formen godt kan derfor være brugt som adverbium. Men den behøver ikke altid være adverbium.
I eksemplet Han spiller godt guitar er godt bestemmelse til verbet spille og og er således brugt som adverbium. I eksemplet Det lyder godt er godt ligeledes bestemmelse til verbet, her til verbet (udsagnsordet) lyder, og er altså brugt som adverbium.
Men i eksemplet Musikken lyder god er god prædikativ (omsagnsled) til subjektet (grundleddet) musikken, der er et fælleskønsord. I dansk er der kongruens (overensstemmelse) mellem subjekt og prædikativ til subjekt med hensyn til køn (genus) og tal (numerus). Betydningen af sætningen er således: 'musikken lyder til at være god'.
Tilsvarende er god i eksemplet din jakke ser god ud adjektiv der står som prædikativ til subjektet jakke der er fælleskøn, hvorfor god, der kongruensbøjes med jakke også bliver fælleskøn.
Eksemplet Huset ser godt ud er - løsrevet fra en sammenhæng - dobbelttydigt: hvis man opfatter betydningen som 'huset er pænt', er godt brugt som adverbium og bestemmer verbet ser .. ud. Men hvis betydningen skal være 'det ser ud til at huset er godt', fx solidt bygget, rummeligt eller lignende, så er godt prædikativ til subjektet huset, som er intetkøn, hvorfor adjektivet god kongruensbøjes med det og også bliver intetkøn, men altså stadig er adjektiv.
Tilsvarende forskelle er der fx i Ansøgeren ser godt ud, dvs. 'ansøgeren har et smukt udseende' over for Ansøgeren ser god ud, dvs. 'ansøgeren ser ud til at være kvalificeret'.
VS
Af Vibeke Sandersen
Det næstsidste bogstav i det danske alfabet er ø. Bogstavtegnet <ø> har vi næsten for os selv. Ud over dansk bruges det kun i norsk og færøsk. I svensk bruges o med to prikker over: <ö>, i tysk ligeledes, og i tysk håndskrift er tegnet udformet som o med to streger over <ö>.
Bogstav, lyd og betydning
Det danske ø-tegn bruger vi til at gengive to forskellige lyde. Når vi skriver dør, kan det dels
gengive den lukkede lyd som vi har i verbet dø, dels den åbne kvalitet i substantivet en dør.
Der er således sammenfald i skriften mellem han dør og en dør. På samme måde kan skriftens
tør dække to udtaler og to betydninger, nemlig den lukkede udtale i det tør, som vi siger om
foråret når sneen smelter, og den åbne i: jeg tør ikke springe ud fra 5-meter-vippen. Det
kan isoleret set forekomme en lille smule generende med disse sammenfald af ord der betyder
noget forskelligt, men skrives ens. Imidlertid er det ikke noget særsyn i sproget (jf. fx kost, der
dels udtales med lukket o eller i dag med å og dækker betydningen 'en fejekost', dels udtales
med åben vokal (som i frost) og betyder 'mad'), og ordene optræder jo almindeligvis i en
sammenhæng der utvetydigt afslører hvilket ord der er tale om.
Plads i alfabetet
Det nordiske ø er et selvstændigt bogstav, hvad enten det skrives <ø> som i dansk, norsk og
færøsk eller <ö> som i svensk, og det har som sådant sin egen plads i alfabetet: i det danske
og i det norske alfabet indtager det den næstsidste plads, idet å står sidst; i det færøske har ø
sidstepladsen, da færøsk ikke har noget å. I svensk er rækkefølgen af de sidste bogstaver i
alfabetet å, ä, ö, hvad der betyder at ö er det sidste bogstav i det svenske alfabet.
Ligatur
I tysk har <ö> ingen selvstændig plads, men placeres under bogstavet <o>, fx således at først
står Ode 'ode' (hyldestdigt), og så kommer öde 'øde'- fremmedord udtalt med ø placeres
under <oe>; først herefter følger Ofen 'ovn'. Dette hænger sammen med de historiske forhold.
Det såkaldte internationale <ö> er nemlig ikke et selvstændigt bogstav, men en ligatur, dvs. en
sammensmeltning af to bogstaver, i dette tilfælde af <o> og <e> til <oe> eller <>, som det
kan skrives i fx fransk buf 'okse, oksekød'.
Men gennemstregningen var ikke uden videre identisk med vore dages skråt anbragte diagonale gennemstregning; den kunne både være helt lodret eller forløbe vandret.
Bogskriftenø og oe
Ved slutningen af 1700-tallet havde dansk ø tre varianter i den trykte litteratur. Hvilken eller
hvilke man anvendte, var et spørgsmål om en konservativ eller en mere progressiv holdning i
retskrivningsspørgsmål. Det kan kort siges at traditionelt indstillede folk anvendte det
gennemstregede <ø> i danske ord, mens <oe> først og fremmest benyttedes i fremmedord,
især dem der var af græsk oprindelse. Tegnet <ö> anvendte de slet ikke.
Den traditionelle holdning kommer til udtryk i datidens ordbøger. Videnskabernes Selskabs ordbog, som var over 100 år undervejs (1. bind kom 1793, sidste bind 1905), er trykt med gotisk skrift, men anvender et gennemstreget ø. Dette er imidlertid alfabetisk placeret under bogstavet <o> mellem <oe> og <of>: først kommer oese, dvs. verbet ose (e betegnede at o var langt), så følger alle ordene med ø som første bogstav lige fra substantivet Ø til Øxe, med moderne retskrivning: økse, herefter følger offentlig osv. Christian Molbechs Dansk Ordbog, 1. udg. 1833, 2. udg. 1859, bruger ligeledes gennemstreget <ø>, men til forskel fra Videnskabernes Selskabs ordbog giver Molbech <ø> en selvstændig plads, nemlig som det sidste bogstav i alfabetet, efter <æ>. Det samme er tilfældet i vores første retskrivningsordbøger: Badens fra 1799 og Molbechs egen Haandordbog fra 1813.
I de klassiske udgaver af de romantiske digteres værker er <ø> også gennemført; det gælder fx både Oehlenschlägers Poetiske Skrifter, 1805, og H.C. Andersens Eventyr.
ø og ö
Grammatikeren Høysgaard havde i midten af 1700-tallet foreslået at man indførte tegnet <ö>
for den åbne lyd i substantivet dör og brugte <ø> til at betegne det lukkede ø i verbet han dør.
Forslaget var blevet fremsat ud fra tanken om at der til hver lyd i sproget skulle være ét
bogstav, og at hvert bogstav kun måtte betegne én lyd, og faktisk mangler vi et bogstav (et
grafem) i det danske alfabet, eftersom udtaleforskellen mellem det lukkede og det åbne ø
svarer til en betydningsforskel, fx kagen er tør over for det tør, som igen er forskelligt fra
betydningen af han tør ikke udtalt med kort ø.
Synspunktet blev gjort gældende i en bredere offentlighed i begyndelsen af 1800-tallet af sprogforskeren Rasmus Rask, og til ham sluttede sig litteraturhistorikeren N.M. Petersen, således at indførelsen af to tegn for ø blev en del af den såkaldte Rask-N.M. Petersenske retskrivning, der især blev realiseret i skandinavisk indstillede kredse, navnlig af højskolefolk. Dette har sat sig spor i Folkehöjskolens Sangbog som endnu i 1962-udgaven skelner mellem <ø> og <ö> og fx har Höje Nord, friheds hjem, men Som forårssolen morgenrød/ stod Jesus op af jordens skød. Af mere praktiske tydelighedsgrunde har Geodætisk Institut brugt det overprikkede o, altså <ö>, på kort helt op i 1960'erne.
Faktisk blev <ø> og <ö> indført i vores første officielle retskrivningsordbøger. Den første var Svend Grundtvigs Dansk Haandordbog fra 1872. Det sidste bogstav i den er ø. Men det er opført med begge tegn: Ö. Ø. Og de er næppe ment som varianter; selvom Grundtvig i forordet til bogen bemærker at den vekslende brug er ment som en udtalevejledning, og at de i øvrigt behandles "som to Tegn for et og samme Bogstav" (s. XIII). I ordlisten står der nemlig fx udtrykkelig <Ø>, men <Öje>. Man må ganske vist indrømme at den fælles placering i alfabetet er en retræte i forhold til Dansk Retskrivningsordbog 1870 af samme forfatter, hvor <ø> og <ö> behandles som to adskilte bogstaver. Spørgsmålet er om nogen har lagt pres på Grundtvig for at få ham til at ændre dette, eller om han faktisk blot har haft til hensigt at give en udtalevejledning. Til indtægt for den sidste opfattelse kan det måske tages at vores næste officielle ortografist, Viggo Saaby, i forordet til 1.-udgaven af sin Retskrivningsordbog betegner Svend Grundtvigs stavemåder: <Lögn> og <Nögle> som inkonsekvente fordi han har erstattet den gamle vokal <ø> med den nye, men bevaret den gamle konsonant <g>. Saaby skelner da også selv mellem <Nøgle> og <nöje>, som jo staves med <j>.
I øvrigt skelner Viggo Saaby lige fra 1.-udgaven, 1891, til og med 6. udgave, udgivet af P.K. Thorsen, 1913, mellem <ø> og <ö> til trods for at Kirke- og Undervisningsministeriet ikke billiger det, og til trods for at han selv i et tillæg til 2. udgave af Retskrivningsordbog 1892 citerer ministeriets bekendtgørelse fra 1892 hvor der står: "Til Betegnelse af aaben og lukket Ø-Lyd benyttes fremdeles som tidligere eet og samme Tegn ".
Man kan således konkludere at distinktionen mellem <ø> og <ö> fik en vis udbredelse og nærmede sig en officiel anerkendelse - som den dog aldrig opnåede - ved at Svend Grundtvigs Haandordbog, 1872, der som sagt skelner, blev anbefalet som retskrivningsordbog i kølvandet på et skandinavisk retskrivningsmøde mellem udvalgte nordiske videnskabsmænd og skolefolk, som blev holdt i Stockholm 1869 med det formål at skabe større ortografisk ensartethed i de nordiske lande.
oe
Ligaturen <oe> benyttedes især i fremmedord, specielt dem der var indlånt fra græsk. Derfor
finder man i den omtalte Videnskabernes Selskabs ordbog under bogstavet o substantiverne
Oeconom og Oeconomie og det tilsvarende adjektiv oeconomisk. På denne plads i alfabetet er
ordet Oeconomie også opført hos Molbech både 1833 og 1859, skønt han ellers som sagt gav
bogstavet <ø> en selvstændig placering.
I fremmedordbøgerne var forholdet vaklende. Jacob Baden bruger i sin fremmedordbog, 2. udg., 1824, <oe>, fx Poenitents 'bod, bodsøvelse' eller oekumenisk (oekumenisk kirkeforsamling). I Meyers Fremmedordbog, 1844, finder man ø under bogstavet <o>, i nogle tilfælde skrevet <oe>, nemlig dels i ord af græsk oprindelse: foruden Oekonom fx Oedem 'svulst', dels i ord indlånt fra fransk, således Oeuvre med udtaleangivelsen Øver føjet til i parentes 'værk, arbejde'. Men i artiklen Oekonom står det afledte adjektiv ökonomisk skrevet med det tyske <ö>. Og i artiklen Oedem finder man det afledte adjektiv ödematisk 'hoven, opsvulmet' skrevet på samme måde. Således skrives også pönitent 'bodfærdig, angerfuld' og i samme ordbogsartikel Pönitents 'anger, bod, straf'. Ordet cølibat skrives Cölibat eller Cælibat med angivelsen "latin" og Célibat med angivelsen "fransk". Således er forholdene i samtlige udgaver til og med 1884. Men i de seneste udgaver af Meyers fremmedordbog, den seneste er 1924-udgaven, optræder <ø> som selvstændigt bogstav, sidst i alfabetet, og nu er både ødem og økonom skrevet med dette bogstavtegn. Man kan gætte på at det bl.a. er bekendtgørelsen fra 1892 som har sat sine spor. At Saabys Dansk Retskriv- ningsordbog, 1891, har skrivemåden Økonom, er nærmest en selvfølge.
Til slut skal det nævnes at skrivemåden <oe> for udtalt ø desuden er velkendt fra navnestof; ikke alene den tyske digter Goethe skrives således, men vores egen Oehlenschläger skrives i reglen på samme måde.
<ø> i fremmedord
Efter den ovenfor nævnte 1892-bekendtgørelse, der pålagde fordanskning af indlånte ord,
specielt fra fransk og latin, benyttes <ø> hvor fransk har <eu>, fx odør (fransk odeur),
chauffør, direktør, translatør osv., men også som førstekomponent i fordanskning af tysk
<eu>, således løjtnant (tysk Leutnant), Prøjsen eller Preussen (tysk Preussen) og prøjser eller
preusser (tysk der Preusse).
Håndskrift
I de danske middelalderlige håndskrifter brugte man som sagt ofte det gennemstregede <ø>. I
det 16. århundrede blev det almindeligt i håndskrift at anvende et <o> med en enkelt streg
over som tegn for ø eller måske bedre udtrykt: man løftede stregen op over bogstavet. I løbet
af det 18. århundrede fik man så i gotisk håndskrift <o> med to streger over, hvad der svarer
til at et håndskrevet gotisk e blev skrevet som to tætskrevne parallelle streger. Og dette <ö>
fastholdt mange langt op i det 19. århundrede, selvom en del af de forskriftbøger der bl.a.
anvendtes i skolernes skriveundervisning, havde <o> med en enkelt streg oven over bogstavet
som tegn for ø. Befolkningens fastholden af det gotiske <ö> hængte blandt andet sammen
med at man i det 19. århundrede, hvor der i skolen både blev undervist i gotisk og latinsk
skrift, opfattede den gotiske skrift som dansk, man kaldte den ligefrem "den danske skrift",
nemlig i modsætning til de latinske bogstaver, der opfattedes som fremmede.
Nultegnet
Til sidst skal det nævnes at man i dag ofte ser ø fejlagtigt benyttet i stedet for det matematiske
tegn for tom mængde , som er en cirkel gennemskåret af en diagonal. Tegnet benyttes i
sprogvidenskab, fx for at tilkendegive at et substantiv i pluralis har samme form som i
singularis: en mus, to mus. For at sikre sig mod fejltagelser kan man skrive nultegnet som et
gennemstreget 0 hvor diagonalen løber fra venstre mod højre.
Vibeke Sandersen (f. 1936) er seniorforsker i Dansk Sprognævn.
Forkortelser