Nyt fra Sprognævnet

1999/4 december




Indhold

SPØRGSMÅL OG SVAR

 




Grammatisk eller naturligt køn

Af Vibeke Sandersen

Sprognævnet bliver ofte spurgt om det hedder: Er barnet syg? eller: Er barnet sygt? Spørgsmålet skyldes at der er modstrid mellem ordet barns grammatiske genus (køn), der er intetkøn (neutrum), og det forhold at man med dette ord henviser til eller omtaler en person. Personer plejer man nemlig at henvise til med fælleskøn. Problemet er derfor om et adjektiv (tillægsord) der står som subjektsprædikativ (omsagnsled til grundled), skal følge den grammatiske regel og tilføje -t - med andre ord: om det skal have kongruensbøjning med subjektet (grundleddet) - eller om det skal følge personbetegnelsers sædvanlige køn og være fælleskøn. Derimod er det de færreste der er i tvivl om det tilsvarende foranstillede (attributive) adjektiv i genstandshelheden et sygt barn skal rette sig efter det overordnede substantivs grammatiske køn.

Barnet er syg
Problemet er ikke nyt, for selv om den grammatiske regel siger at der skal være overensstemmelse mellem subjekt og prædikativ i både genus (køn) og numerus (tal), så er der faktisk gammel tradition for at ikke alene talesproget, men også skriftsproget bryder denne regel når subjektet er intetkøn, men betegner en person. Spørgsmålet er derfor aktuelt i forbindelse med en række personbetegnelser som postbudet, mennesket, medlemmet osv. Det er behandlet af flere grammatikere og andre sprogfolk. Således skriver Kr. Mikkelsen: "Et tillægsord, der hører til et personnavn af intetkøn, sættes ofte, men ikke altid i fælleskøn" (Dansk Ordføjningslære, 1911, s. 211). Mikkelsen giver flere eksempler på denne sprogbrug, blandt andre: Pigebarnet er nu så stor, at hun må sørge for sig selv og Mennesket er gal, sagt om en enkelt person. Sprognævnet har et tilsvarende eksempel fra talt sprog: dette menneske bliver syg (radioens program 1, 3.8.1988).

Når mennesket derimod refererer til hele arten, er der ifølge Mikkelsen i reglen kongruens, således: Mennesket er dyret overlegent. Men også i denne brug er der i Sprognævnets samlinger af citater fra nutidsdansk eksempler på fælleskøn, således mennesket er doven af naturen (Information 1.7.1971).

Med ordet barn som subjekt finder man i Berlingske Tidende i gengivelsen af en replik: Alle vi andre kan da se, at barnet er åndssvag, send hende derhen, hvor hun hører hjemme (22.9.1963). I forbrugerbladet Tænk stod der at barnet ikke altid selv er opmærksom på, at skoene er ved at blive for små (Tænk 1985/4). Der er også eksempler på prædikativt adjektiv i fælleskøn i ufuldstændig (elliptisk) sætning; under et foto i Berlingske Tidende stod der således: Ved anholdelsen var tre børn døde, et alvorligt syg og indlagt (29.7.1975). Endogså i meget formelt skriftsprog kan man finde eksempler på fælleskøn af det prædikative adjektiv, således i overskriften til en skrivelse fra valgbarhedsnævnet til en kommunalbestyrelse: Skrivelse, hvorefter et kommunalbestyrelsesmedlem .. ansås for valgbar (Ministerialtidende 1.7.1968).

Fra flere aviser har vi citater med substantivet medlem som subjekt og det prædikative adjektiv i fælleskøn: det ældste medlem i gruppen er dobbelt så gammel som det yngste (Holbæk Amts Venstreblad 18.5.1979), og i en undertekst til et billede skrev Information om en engelsk labourregering at den måtte hente suppleanter ind hvis et parlamentsmedlem bliver syg (13.11.1976).

Men man vil også møde eksempler hvor den grammatiske regel er overholdt. Selv i det talte sprog kan dette forekomme: man opdagede .. at barnet var dødt (Radioavisen 3.1.1967). Fra en lokalavis har vi eksemplet: hvis dit barn bliver sygt (KT-Posten, Lokalavisen for Tårnby Kommune, 19.3.1992). Selv i et eksempel med et prædikativt adjektiv der ender på

-ig, er der kongruensbøjning i dette tilfælde mellem objekt og prædikativ til objekt: Jeg gjorde mit yngste barn totalt uselvstændigt (Berlingske Tidende 30.6.1992).

Men man finder også blandingsformer. Det gælder: Og hvad så med mit barn, som efterhånden er så gammel, at mere flytteri vil gøre det utrygt (Thisted Dagblad 11.10.1990). I den første af ledsætningerne, en relativsætning hvis intetkønssubjekt barn er placeret i oversætningen, er det prædikative adjektiv gammel fælleskøn. Men i den følgende at-sætning, hvor objektet det, der henviser til oversætningens mit barn, er intetkøn, har det adjektiv, utrygt, der er prædikativ til objektet, også intetkønsform. I denne sidste sætning står objekt og objektsprædikativ klos op ad hinanden, hvad der kan være medvirkende årsag til at adjektivet har fået intetkønsformen.

Den ene af de to medlemmer
Fælleskøns sejr over intetkøn i forbindelse med personbetegnelser kommer også til udtryk i valg af det pronomen som man henviser med, bl.a. inden for en genstandshelhed, således: NN, som var den ene af de to panelmedlemmer (Information 18.6.1969). Efter den grammatiske regel skulle det hedde det ene af de to panelmedlemmer, fordi det hedder et medlem. Her er brugen af fælleskøn den ene nærliggende fordi dette led er kerneled i konstruktionen og kommer før præpositionsforbindelsen, og fordi det desuden står som subjektsprædikativ til personnavnet NN. I eksemplet Den ældste, bedst begavede og grundigst uddannede af Christian 9.s seks børn (Det Danske Bogmarked 2.10.1972) er afstanden mellem det pronomen der er bestemmer i kerneleddet, og den efterstillede præpositionsforbindelse endnu større på grund af kerneleddets omfang; desuden står det grammatisk styrende substantiv børn i pluralis, så fælleskøn er ikke overraskende. Men i øvrigt er eksemplerne på fælleskøn særlig talrige i denne type konstruktioner: Den ældste af de små børn her på øen er .. kun tre år (Samvirke, december 1984), Tina er en af de 11 børn, der ikke kom i undervisning (Information 20.12.1972), den eneste af Strindbergs børn, som endnu er i live (Information 14.2.1976).

I en del tilfælde har grammatisk genus dog overtaget i henvisninger inden for en genstandshelhed, således et af de to gidsler var syg (Information 19.9.1970). Men adjektivet der er subjektsprædikativ, har altså stadig fælleskønsformen syg skønt personen omtales som et gidsel.

Fælleskøn er vist nærmest enerådende i konstruktioner af typen Barnet er en af de 325 forældreløse, der ankom til USA søndag (Information 7.4.1975). Her er personbetegnelsen en af de forældreløse substantivisk prædikativ til subjektet Barnet, og sætningen Barnet er et af de forældreløse der ankom til USA, ville uden tilføjelse af ordet børn virke som meget stift skriftsprog fordi man med denne formulering var tvunget til at underforstå den ikke nævnte pluralis (flertal) børn.

Det menneske er tosset. Han synger ved bordet
Det naturlige køns sejr over det grammatiske viser sig på en endnu tydeligere måde i henvisningerne med personligt pronomen fra sætning til sætning. I disse tilfælde drejer det sig nemlig ikke bare om at vælge mellem fælleskøn og intetkøn, man må tage stilling til om barnet er en dreng eller en pige, om medlemmet er af hankøn eller hunkøn. I en artikel i Berlingske Tidende der handler om problemet, står der: Det menneske går mig på nerverne, han begynder at spille på trompet kl. 7 om morgenen, og tilsvarende i en tænkt situation fra samme artikel hvor en farmor forsvarer sit barnebarn der har lukket luften ud af sin fars cykel: Tilgiv dog barnet, han ved ikke, at han har gjort noget galt (24.10.1971). I disse eksempler er henvisningerne naturligvis kønsspecifikke.

I de tilfælde hvor en henvisning med pronomen har skullet gælde individer af begge køn, har skriftsprogstraditionen valgt hankøn som vikar for begge, således i en bekendtgørelse: Et ordinært medlem har ved udtrædelsen .. krav på en godtgørelse, der svarer til de af ham selv ydede pensionsbidrag og længere nede i samme tekst: Fratræder et ordinært medlem efter eget ønske .. kan han dog kræve at få en godtgørelse, der svarer til det dobbelte af de af ham selv indsatte penge (bekendtgørelse nr. 35, 4.2.1959).

Som vi så ovenfor, er der dog eksempler på henvisning til personbetegnelse i intetkøn med intetkønspronomen: Og hvad så med mit barn, som efterhånden er så gammel, at mere flytteri vil gøre det utrygt (Thisted Dagblad 11.10.1990).

Ræverød .. blomsterbarn
Undertiden kan brugen af naturligt køn omfatte foranstillet (attributivt) adjektiv:

Rimeligvis støttes brugen af fælleskøn af at adjektivet ender på -d; ordet glad har fx samme form i neutrum: et glad ansigt. Men det hedder dog: Håret er ræverødt. Imidlertid er det nok også af betydning at der i teksten er en vis afstand mellem adjektivet og det substantiv, blomsterbarn, som adjektivet bestemmer. Allervigtigst for fælleskøns sejr i dette tilfælde er det utvivlsomt at der er tale om billedlig brug af adjektivet rød. Pronominalhenvisningen med han fra ledsætningerne til oversætningen svarer til eksemplerne i forrige afsnit og bekræfter det naturlige køns sejr over det grammatiske i disse forbindelser.

SF er tam
Politiske partier og andre såkaldte kollektiver består jo af personer, og det afspejles i de prædikative adjektivers genus: Toldvæsenet er positiv over for erhvervslivet (Dansk Toldtidende marts 1968), Teknologisk Institut er .. tavs om Lindø-ulykken (Information 27.7.1971), og SF er næsten ukendeligt tam (Information16.9.1971). En overskrift i Berlingske Tidende lyder: Politiet magtesløs (20.3.1969), og i Information står der om samme institution at politiet ikke er objektiv i klassekampen (7.3.1975). Denne tendens til personliggørelse af institutionerne kan gå endnu videre så man får individuel pluralis i stedet for kollektiv singularis, fx Politiet er magtesløse.

Faste forbindelser
I nogle tilfælde skyldes den manglende kongruens mellem neutrumssubjekt og prædikativt adjektiv rimeligvis at verbum og prædikativt adjektiv eller prædikativt adjektiv og præposition indgår en fast forbindelse. I en omtale af den kommercielle jul stod der at forretningslivet har selvfølgelig ikke været sen til at se sin interessse i figuren (Information 24.12.1974). Det hedder ligeledes at Socialdemokratiet .. føler sig sikker på at kunne tilføje SF det ønskede nederlag (Information 7.12.1967), og i en annonce appellerer partiet til vælgerne: Stem SF stærk (Information 20.1.1968).

Sprogforskeren Aage Hansen har gjort opmærksom på at tendensen til fælleskøn er stærkere i talesprog end i skriftsprog og særlig stærk i faste forbindelser, så tilknytningen til det substantiv der er subjekt, bliver mindre stærk (Vort Vanskelige Sprog, 1965, s. 63, og Moderne Dansk II, 1967, s. 368). Den faste forbindelse kan så være mellem verbum og adjektiv eller mellem adjektiv og præposition.

By og land
Der er en tendens til at benytte fælleskønsformen af det prædikative adjektiv i forbindelse med byers navne, mens landes navne fremkalder intetkønsformen: Bonn var før billigere, men er nu .. dyr (Information 24.6.1971), København er dyr, men også dejlig står der i en avisoverskrift (Information 25.11.1971), i en anden: Belfast normal (Information, 2.2.1972) og i en tredje: Nakskov vandløs (Information 22.7.1972). Men det hedder: Hold Danmark rent (Berlingske Tidende, 15.8.1976). En forklaring kunne være at substantivet by er fælleskøn, mens land er intetkøn. Imidlertid ser man efterhånden en del afvigelser fra denne sprogbrug. Således i et radioprogram: Hvorfor er Danmark så skæv? (radioprogram 4.4.1972). Forklaringen kan være at der med ordet skæv, som jo går på de ulige økonomiske vilkår befolkningen lever under, tænkes på landet som socioøkonomisk og ikke som geografisk størrelse. Allerede Mikkelsen, 1911, er opmærksom på tendensen til prædikativt adjektiv i fælleskøn i forbindelse med navne på øer, således fra senere tid: Anholt lægeløs (overskrift i Information 28.12.1972), Hold Fyn ren (sammesteds 2.3.1974). Om det kunne være medvirkende årsag at ordet ø ligesom by er fælleskøn, er uvist. I hvert fald har vi også fundet et enkelt eksempel med appellativet land som subjekt og prædikativt adjektiv i fælleskøn, nemlig: landet er saa rig paa .. mahogny (Børsen 10.7.1967). Traditionelt hedder det jo: Vort fødeland var stedse rigt på raske orlogshelte.

Derimod er den foransatte bestemmer intetkøn både ved byers og landes navne, således det gamle København lige såvel som Vort gamle Danmark skal bestå.

Konklusion
Vi forsøger at konkludere: Når man med et substantiv hvis grammatiske genus (køn) er intetkøn (neutrum), omtaler en person, er der en modsætning mellem det grammatiske og hvad man kunne kalde det naturlige køn. Tendensen til at lade det naturlige køn sejre over det grammatiske gør sig stærkest gældende i det prædikative adjektivs form, der i vid udstrækning er fælleskøn, både i forbindelse med intetkønsord der betegner personer, og intetkønsord der betegner institutioner. Derfor vil svaret på om det hedder barnet er syg eller barnet er sygt, være at det naturligst hedder barnet er syg.

Mindre gennemført er tendensen ved valget mellem den/en og det/et i henvisninger inden for sætningen. I det præsenterede materiale var der eksempler af typen et af de to gidsler var syg. Tilsvarende vaklen mellem det på den ene side og han, evt. hun, på den anden er der ved henvisning med pronomen fra en senere sætning til den sætning hvori intetkønssubstantivet står. Vi så et eksempel på hver. Men der er næppe tvivl om at naturligt køn er langt det almindeligste også i udprægede skriftsprogsgenrer.

Tendensen til at opgive kongruens mellem intetkønssubjekt og prædikativt adjektiv omfatter nu også navne på lande og øer.

Vibeke Sandersen (f. 1936) er seniorforsker i Dansk Sprognævn.


 

Om ord og ordformer som glider ud af Retskrivningsordbogen

Af Birgitte Brinkmann Thomasen

Når en ny udgave af Retskrivningsordbogen kommer på gaden, ligger der mange overvejelser bag. Der er de rent redaktionelle overvejelser: Hvordan kan Retskrivningsordbogen gøres mere brugervenlig, og hvordan skal sammensætnings- og bøjningsoplysninger præsenteres? Og så er der overvejelserne angående ordforrådet: Hvilke nye ord skal med, hvilke ordformer har ændret sig, og hvilke ord og ordformer er forældede? En ordbog som dækker moderne dansk, skal ikke kun optage nye ord og ordformer, men også ekskludere forældede ord og ordformer.

Det kan i mange tilfælde være svært at afgøre hvad det vil sige at et ord eller en ordform er forældet, og der er også andre principper end aktualitetsprincippet der afgør om et ord eller en ordform er kvalificeret til at komme med i ordbogen.

Vi er blevet spurgt om brugen af ordene gengas, ringkrog og snydeprop og disse ords berettigelse til at stå i Retskrivningsordbogen. Ordet gengas, som er en kortform for generatorgas, findes i Retskrivningsordbogen, 2. udgave, 1996. Gengas er 'gas, som fremstilles ud fra fast brændsel ved gennemblæsning med luft, vanddamp eller en blanding af disse' (Den Store Danske Encyklopædi, bd. 7, 1997). Ringkrog er ifølge Ordbog over det Danske Sprog (herefter ODS) 'jernkrog, hvormed komfurringe aftages' (ODS bd. 17, 1937), og snydeprop beskrives som 'mellemstykke til anbringelse (fastskruning) i en elektrisk pæres fatning for derved at muliggøre tilslutning af en eller flere stikpropper (med dertil forbundne brugsgenstande) samtidig med tilslutning af pæren' (ODS bd. 20, 1941).

Hverken ringkrog eller snydeprop er med i Retskrivningsordbogen fra 1996 - men de er heller ikke med i 1986- eller 1955-udgaven. Fælles for ordene ringkrog og snydeprop er at de er sammensætninger, og sammensætninger medtages kun i Retskrivningsordbogen hvis deres betydning ikke umiddelbart fremgår af de enkelte leds betydninger (fx æbleskive), hvis de er meget gængse (fx kaffekop), eller hvis de kan volde problemer med hensyn til stavning, bøjning eller orddannelse (fx kaffecomplet) (jf. forordet til Retskrivningsordbogen, 2. udgave, 1996, side 13). Gengas er med i Retskrivningsordbogen fordi betydningen ikke umiddelbart fremgår af ordets dele, gen + gas. Det kan diskuteres om i hvert fald snydeprop ikke også burde have været med i Retskrivningsordbogen - i det mindste i de ældre udgaver - netop af samme grund.

Udvælgelsesprincipper
Der findes som nævnt forskellige udvælgelsesprincipper når det skal besluttes hvilke opslagsord og hvilke ordformer der skal være i Retskrivningsordbogen: Dels skal ordene dække "det almindelige ordforråd i dansk rigssprog" (Retskrivningsordbogen 1996, s. 13 underforstået: moderne dansk rigssprog), dels skal de sammensatte ord være svære at forstå umiddelbart, hyppige eller potentielt problematiske med hensyn til stavning, bøjning eller orddannelse.

Ord og sag
Et ord kan blive forældet på forskellige måder: Det som ordet betegner, kan forsvinde eller forældes, og ordet forsvinder dermed også , fx lejle 'lille trædunk' og handel 'håndtag på en plejl'. Men selvom det som ordet betegner, ikke mere eksisterer eller går af brug, kan ordet stadig bruges, og man kan stadig have brug for at vide hvordan ordet staves og bøjes, og derfor vil det være relevant at have med i en ordbog. Som eksempler på den slags ord kan man nævne enepige 'tjenestepige i en husholdning, hvor der kun er én pige' (ODS, bd. 4, 1922), blækhus 'en beholder til blæk' (Politikens Nudansk Ordbog med etymologi, 1999), damplokomotiv og flagermuslygte 'lygte med rundt glas, omgivet af et gitter og med en flagermus som varemærke' (ODS, bind 4, 1922). Disse ord findes alle i Retskrivningsordbogen 1996.

I nogle tilfælde forsvinder det som ordet betegner, til fordel for noget andet, fx blev mælkeflasken omkring 1970 afløst af mælkekartonen. Det afspejler sig i ordbøgerne: I 1955-udgaven er sammensætningen mælkeflaske med under opslagsordet mælk, men i 1986 forsvinder mælkeflaske, og mælkekarton indføres.

I andre tilfælde forsvinder ordet, men det som ordet betegner, findes stadig. Det kan være kønsspecifikke ord som mulatinde og borgerinde. Nu dækker mulat og borger personer af både han- og hunkøn. Det samme gør sig gældende for ord på -inde som betegner en kvinde der har giftet sig til en titel, fx professorinde, amtmandinde og generalinde. Disse betegnelser bruges nu kun meget sjældent idet samfundsudviklingen har gjort dem overflødige.

Dobbeltformer
Ikke kun selve opslagsordet, men også ordformer går af brug. En grund til at en ordform forsvinder fra Retskrivningsordbogen kan være at en dobbeltform udkonkurrerer en anden. Fx var det indtil 1996 valgfrit om man ville skrive milieu eller miljø. I 1996 kom kun den danske stavemåde med i Retskrivningsordbogen. Lige for tiden diskuteres det i nævnet om der i forbindelse med udgivelsen af næste udgave af Retskrivningsordbogen kan luges ud i dobbeltformer af denne type (dvs. dobbeltformer som kun adskiller sig fra hinanden mht. stavning, ikke udtale). Kan man fx tale om at bulldog har udkonkurreret buldog, som var den eneste rigtige stavemåde i Retskrivningsordbog 1955? At en form udkonkurrerer en anden, kan dog ikke umiddelbart sidestilles med forældelse: En valgfri form som er indført i en udgave af Retskrivningsordbogen, kan godt i løbet af ret kort tid vise sig ikke at slå an - og i sådanne tilfælde er det næppe relevant at tale om forældelse, fx krem, som blev indført i 1986 som alternativ til creme - og som stadig er en gyldig form omend den vist ikke bruges af særligt mange.

Bøjningsformer
Desuden sker der ændringer i det grammatiske system som afspejler sig i Retskrivningsordbogen. Fx betegnes genitivformerne jer, jert, jere (i modsætning til jeres) som forældede former i Retskrivningsordbog 1955, mens de helt er forsvundet i Retskrivningsordbogen 1986 hvor kun genitivformen jeres findes. Forældede former som jer, jert og jere var med i 1955 af litterære grunde. Formen jert kendes fx fra bryllupssalmen Jert hus skal I bygge på ordets klippegrund.

Redaktionelt skøn
Selvom de ovennævnte typer af forældelse giver et fingerpeg, er det vanskeligt at angive præcise principper for hvornår et ord kan betegnes som forældet. Den endelige beslutning om hvorvidt et ord skal med i en ordbog eller ej, beror på ordbogsredaktionens skøn. Da Sprognævnet i 1986 skulle tage stilling til ordene i 1955-udgaven, blev blandt andre følgende ord slettet: halvtredje 'to en halv', chris-craft 'hurtig motorbåd', antvorde 'overgive, overlevere' (ODS bd. 1, 1919), barnsnød 'tilstanden at have fødselsveer og skulle føde' (ODS, bd. 1, 1919), bindehose 'strikkestrømpe' (ODS, bd. 2, 1920), ejnherje (i den nordiske mytologi): 'de faldne krigere, der efter døden samles i Valhal' (ODS, bd. 4, 1922), feltskær 'ikke medicinsk uddannet læge, kirurg' (ODS, bd. 4, 1922), finkeljokum 'simpel (olieholdig) brændevin, fusel' (ODS, bd. 4, 1922), pfalzgreve om tyske forhold: 'embedsmand (greve), som var indehaver af dommermyndigheden i et "pfalz" (kejserlig borg [..]), og som samtidig havde dette til len' (ODS, bd. 16, 1936), famlevorn parallelt til fx sludrevorn, vakkelvorn og vrøvlevorn, foderlo 'rum i eller ved en stald, hvor foderet opbevares' (ODS, bd. 5, 1923), gavnelyst 'lyst til at gavne', korkelm 'elmearten Ulmus suberosa Ehrh., som har tykt korklag' (ODS, bd. 11, 1929), pallask 'svær, bred ryttersabel med lige klinge, der kan anvendes både som hug- og stødvåben' (ODS, bd. 16, 1936), veje 'dræbe' og vejkseltræ '(veddet af) det sydeuropæiske (og i Danmark som prydtræ forekommende) kirsebærtræ Prunus mahaleb L.' (ODS, bd. 26, 1952).

Nogle af disse ord er gledet ud fordi det ordene betegner, er gået af brug. Det gælder fx for pallask. Hvad det vil sige at andre ord er forældede, er sværere at forklare. Hvorfor er fx ordet ejnherje, som stammer fra den nordiske mytologi, gledet ud af sproget (og dermed af ordbogen) når fx jætte og valkyrie ikke er? Det kan hænge sammen med at jætte og valkyrie i modsætning til ejnherje står mere centralt i den nordiske mytologi, og at de har fået en videre betydning end den oprindelige mytologiske, nemlig henholdsvis 'menneske af usædvanlig størrelse' og 'stridbar kvinde'. Desuden indgår jætte i sammensætninger som jættegryde og jættestue.

Det er kendetegnende at der udvises stor forsigtighed når det drejer sig om at slette ord fra den forrige ordbog. Det er ganske få opslagsord som forsvinder, og tendensen er at et ord overlever i ordbogen i længere tid end i sproget - snarere end det modsatte.

Birgitte Brinkmann Thomasen (f. 1970) er forskningsassistent i Dansk Sprognævn.


 

Bøger

Engelsk eller ikke engelsk?

Dansk Sprognævn holdt i marts 1999 en heldagskonference om engelsk indflydelse på dansk. Emnet er højaktuelt. De øvrige nordiske sprognævn har allerede en formuleret sprogpolitik på området, som går ud på at dæmme op for den stærke indflydelse fra engelsk som bl.a. de nordiske sprog har været udsat for siden 2. verdenskrig. Dansk Sprognævn har hidtil forholdt sig afventende, dels fordi det aldrig har ligget i Sprognævnets kommissorium at gribe aktivt ind i sprogudviklingen, dels fordi danske sprogfolk traditionelt har haft en afslappet holdning til indflydelsen fra fremmede sprog, som dansk jo bestandig har været udsat for i historiens forløb - og overlevet.

Men i den senere tid har der selv i sprogvidenskabelige kredse rejst sig en vis frygt for det danske sprogs skæbne under den massive påvirkning fra engelsk på alle områder af kulturlivet, og i sommer påpegede kulturministeren at Danmark bør have en sprogpolitik. På konferencen blev de stridige synspunkter fremsat og drøftet, og nu foreligger der som resultat heraf en debatbog.

I bogen er aftrykt de seks foredrag der blev holdt ved konferencen. Først præsenteres to modsatte synspunkter: Professor Michael Herslund frygter at dansk er ved at blive et andenrangssprog fordi det bestandig afgiver "domæner" til engelsk (politiske, uddannelsesmæssige og økonomiske områder overdrages i højere og højere grad fra dansk til engelsk). Heroverfor gør universitetslektor Fritz Larsen gældende at det er spildt møje at forsøge at standse en uundgåelig udvikling, men at dansk ikke desto mindre nok skal overleve både som modersmål og som officielt sprog. Professor Bent Preisler går bag om facaden og dykker ned i de sociale og psykologiske årsager til den succes som engelsk har fået især hos ungdommen. Den norske professor Helge Sandøy demonstrerer dernæst hvordan man i Norge fornorsker de importerede ord. Sprognævnets formand, professor Erik Hansen, opstiller i sit indlæg de krav man må stille til et vellykket afløsningsord, og konkluderer sprogpolitisk at Dansk Sprognævn må fastholde sin rådgivende holdning. Endelig sætter seniorforsker Pia Jarvad tal på den engelske indflydelse gennem de sidste 30 år og konkluderer at dansk kan ende med alene at blive privatsfærens sprog.

Engelsk eller ikke engelsk? That is the question. Redigeret af Niels Davidsen-Nielsen, Erik Hansen og Pia Jarvad. Dansk Sprognævns Skrifter 28. Gyldendal 1999. 152 s. 195 kr. Sælges kun i boghandelen.

VS


 

Spørgsmål og svar

Stednavnes køn

Spørgsmål: Kan man bruge slagordet For et sjovere Stadion Allé i et kampagnemateriale der henvender sig til unge mennesker der er brugere af skoler, institutioner, idrætsanlæg og lign. i et område som Stadion Allé giver adgang til? Eller skal man skrive For en sjovere Stadion Allé?

Svar: Det korte svar på spørgsmålet er at hvis man vil være helt sikker på ikke at støde nogen, skal man vælge en sjovere Stadion Allé, men billedet er broget. Der er gode grunde til at regne et sjovere Stadion Allé for muligt hvis det ikke kun henviser til den vej der hedder Stadion Allé, men snarere til det område eller det kvarter som den giver adgang til, og det lægger spørgsmålet jo op til. Der kan altså være en betydningsforskel mellem de to formuleringer. Hvis de unge som kampagnen henvender sig til, bruger Stadion Allé om området som helhed, så kan det godt tænkes at formuleringen et sjovere Stadion Allé er et godt valg.

Der findes nemlig masser af eksempler på at man bruger artiklen (kendeordet) et i forbindelse med navne på byer og kvarterer, også ved sammensatte navne der har et fælleskønsord som andetled: et sjovere Christianshavn, Gammelholm, Nørrebro, København, Kalundborg, Langå, Bjerringbro, Risskov, Charlottenlund, Valby. Det samme gælder hvis andetleddet er et flertalsord: et sjovere Skelhøje, Trekroner, eller hvis navnet normalt har bestemt form: et sjovere Ertholmene, Holmen, Bakken. Og i det stykke er gadenavne ikke forskellige fra andre stednavne.

I de nævnte eksempler kan man vist aldrig have en. Ved andre navne som normalt har bestemt form, men som også kan forekomme i ubestemt form, kan man have et ved det fulde navn, uanset andetleddets køn: et sjovere Klosterparken, Klostervænget, mens artiklen ved ubestemt form retter sig efter andetleddets køn: en sjovere Klosterpark, et sjovere Klostervænge. Tilsvarende har man det tidligere Sovjetunionen, men den tidligere Sovjetunion, og det øvrige EU, selvom U'et står for union.

Hvis andetleddet bruges med sin bogstavelige betydning, retter artiklen sig efter andetleddets køn: en sjovere Indre By, en bedre Svanemøllehavn, Langebro, Grevinge Skov. Ved navne på gader, veje, pladser og torve retter artiklen sig også efter andetleddets køn: en sjovere Frederiksberg Allé, Dronningensgade, Refshalevej, Wilders Plads, et sjovere Christianshavns Torv, Bådsmandsstræde - og her bruges andetleddet vel også i den bogstavelige betydning selvom det somme tider kan være svært at få øje på begrundelsen for at en vej hedder Allé eller Boulevard.

Dette gør at begge formuleringer kan begrundes: hvis Stadion Allé er en betegnelse for en gade eller vej - og det er det vel officielt - vil man vente en sjovere Stadion Allé; hvis det derimod i en lokal sprogbrug, måske begrænset til grupper der har et særligt forhold til området, er en betegnelse for et kvarter, så vil det ikke være overraskende at høre et sjovere Stadion Allé, og det kan endda tænkes at valget af denne formulering kunne bidrage til den fællesskabsfølelse som kampagnen appellerer til. Men hvis den ikke svarer til en sådan lokal sprogbrug, er den ikke rigtig.

OR


 

Retoriske spørgsmål

Spørgsmål: Hvad betyder ordet retorisk? Jeg har flere gange set og hørt sætningen: det var et retorisk spørgsmål om spørgsmål hvor spørgeren ikke forventede svar. Jeg mente ellers at det at være retorisk var at være veltalende?

Svar: Ordet retorisk betyder ifølge Munksgaards Fremmedordbog 1997 'efter talekunstens regler; veltalende'. Et retorisk spørgsmål er ifølge samme ordbog 'spørgsmål med rent stilistisk formål, men som taleren ikke venter svar på'. Man kunne tilføje: fordi taleren i virkeligheden selv giver svaret. Det kan ske direkte som i følgende digt af Sven Clausen:

Svaret kan også gives mere indirekte som i et aktuelt spørgsmål: Hvem giver ikke med glæde en skærv til flygtningene i Kosovo? eller - mindre dagsaktuelt - Hvem kender ikke H.C. Andersens eventyr om den grimme ælling der blev en stor og smuk svane?

I den klassiske retorik eller læren om talekunst eller veltalenhed var der opstillet regler for udformningen af både mundtlige og skriftlige genrer. I lærebøgerne i retorik var der gennemgange af de stilfigurer og deres anvendelse som stod til rådighed for taleren eller den skrivende. I en højtidelig, deklamatorisk stil var det således passende at lade indgå retoriske spørgsmål som stilmiddel. Den der i en højtidelig stil benyttede dette stiltræk sammen med andre af de foreskrevne stilelementer, var i klassisk forstand veltalende, hvis han ellers gjorde det godt.

Nu til dags bruger man ofte udtrykket et retorisk spørgsmål om et spørgsmål som afsenderen ikke venter svar på, uanset på hvilken måde og med hvilket held den pågældende i øvrigt udtrykker sig - ofte med en negativ bitone, ligesom ordet retorik i moderne sprogbrug jævnlig har en tilsvarende negativ klang: dette er bare retorik, betyder noget i retning af at det er lutter sproglig tomgang uden indholdsmæssig dækning.

VS


 

Overførelse eller overførsel

Spørgsmål: Hvornår er det rigtigt at bruge ordet overførelse, hvornår skal man bruge overførsel? Hvilket af ordene skal man fx bruge i: Efter overførelse/overførsel af stoffet til en anden flaske?

Svar: Det er et meget vanskeligt spørgsmål De rører ved. Ganske få retningslinjer kan man give, men ikke meget mere.

Ordbog over det Danske Sprog beskriver begge ord som verbalsubstantiver til verbet overføre, og efter ordbogens henvisninger og eksempler dækker ordene i høj grad de samme betydninger. Til overføre i betydningen 'transportere til et andet sted' har ODS eksempler på begge afledninger: Troppernes Overførelse til Malta (Georg Brandes: Samlede Skrifter I-XVIII, 1899-1910) og En Statsbanefærge til Overførsel af Automobiler mellem Helsingør og Helsingborg (Jernbane Tidende 15.5.1934).

Til overføre i betydningen 'lade noget skifte plads, komme under andre forhold, finde ny anvendelse' kan man også finde eksempler med begge afledninger - til dels uden for ordbogens citater, således: Overførelse af Værnepligtige i Ingenieurregimentet fra et Liniekompagni til et Reservekompagni (Tjenestereglement for Hæren, 1886) eller Lov om overførelse af fødeanstalten i Jylland til Århus amtskommune (Lov nr. 309 af 26.6.1975), men også Forhandlingsrettens overførsel til AS (Gymnasieskolen 27.9.1968), Cirkulæreskrivelse om overførsel af visse sager fra justitsministeriets departement til direktoratet for fængselsvæsenet (nr. 78, 23.4.1969).

Af de to ord er overførsel nok det der står stærkest i dag. Det fremgår af at der er nogle tilfælde hvor man kun - eller næsten kun - kan bruge overførsel, mens der næppe er noget tilfælde hvor overførsel er umuligt. I forbindelse med penge er overførsel nærmest enerådende. Allerede Ordbog over det Danske Sprog, bd. 15, 1976, betegner brugen af afledningen overførelse i forbindelse med pengesager som "nu lidet brugt". Under overførsel har ordbogen bl.a. eksemplet En Form for Disposition over Tilgodehavender, der særlig betegnes som Giro, er de direkte Overførsler fra Konto til Konto i samme Bank (Hage: Haandbog i Handelsvidenskab, 4. udg., 1918). Mange lever i dag fx af de såkaldte overførselsindkomster.

Hvad angår eksemplet Efter overførelse/overførsel af stoffet til en anden flaske, kan man bruge begge former. Men vi ville jo nok anbefale at undgå denne substantivstil og fx skrive: Når stoffet er overført til en anden flaske, .. eller: Efter at stoffet er overført til en anden flaske, ..

VS


 

Bindebogstavet -s

Spørgsmål: 9. c spørger: I Retskrivningsordbogen, 2. udgave, 1996, hedder det læskedrikautomat uden -s, men varmdriksautomat med -s. Hvorfor denne forskel?

Svar: Det kan virke noget inkonsekvent med bindebogstav i den ene og intet bindebogstav i den anden af to ensbyggede sammensætninger, og vi skal nok have opmærksomheden henledt på forholdet under redaktionen af næste udgave af Retskrivningsordbogen.

Men forklaringen er sprogbrugen i vores citater. Sammensætningen varmdriksautomat er vores første belæg på (dvs. citat med) fra 1965, og vi har fulgt ordet op gennem 70'erne og 80'erne og kun fundet former med bindebogstav.

Det har ikke undret os, for det har været en almindelig tendens at såkaldte dobbeltsammensætninger får -s- selvom enkeltsammensætningen ikke har bindebogstav, fx lovstridig : grundlovsstridig.

Mere broget ser det ud i sammensætninger med sammensætningen læskedrik som førsteled. Allerede i vores første citat, som er fra 1965 ligesom det første med varmdriksautomat, har vi formen uden -s: læskedrikkoncentrater; fra 1970 har vi tilsvarende læskedrikautomat. Men fra 1970 har vi også fundet læskedrikskoncentrater. Et tilsvarende uskarpt billede har fortsat op gennem 80'erne og 90'erne, hvor vi har fundet læskedrikfabrikanterne (1986), læskedrikflaske (1989), læskedrikautomat (1994) og læskedriksfabrikant (1996), altså med overvægt til minus -s. Da den generelle tendens går i retning af at stryge såkaldt fuge-s, kan dette forhold have været med til at afgøre valget af læskedrikautomat og dermed den manglende konsekvens.

VS


 

Ganske vist

Spørgsmål: Jeg har boet i udlandet en del år, men har søgt at holde mit danske ved lige, og jeg var ked af at jeg var den eneste deltager i en oversættelsesøvelse der fandt placeringen af ganske vist en anelse forkert i følgende sætning oversat fra engelsk: Det kunne ingen ganske vist se dagen derpå. Jeg ville have oversat den ukendte originaltekst til: Det var der ganske vist ingen der kunne se dagen derpå.

Svar: Udtrykket ganske vist placeret inde i en sætnings kerne er et modificerende udtryk. Den der bruger det, vil i reglen udtrykke et vist forbehold over for noget der lige er udtrykt. Ordbog over det Danske Sprog, bd. 27, 1954, formulerer det således: '(især med følgende men) angivende en indrømmelse (over for en tænkt indvending)'.

I den foreliggende sætning er objektet det skudt frem i spidsen af sætningen. Efter almindelige danske ordstillingsregler vil man da få ledfølgen objekt - finit verbum - subjekt - sætningsadverbial, dvs. Det kunne ingen ganske vist se dagen derpå. Dette er korrekt dansk, men en meget pointeret stil. Ofte vil man foretrække at kløve en sådan sætning til to: Det var der ganske vist ingen der kunne se dagen derpå. Grunden er at man nødig har et negativt subjekt som ingen eller et ubestemt subjekt, fx nogle, stående på subjektpladsen; de skal helst rykke længere hen i sætningen, fx ved at man kløver sætningen og lader der som foreløbigt subjekt indtage subjektpladsen: Det var der ganske vist ingen der kunne se dagen derpå eller: Det var der ganske vist nogle der kunne se dagen derpå. Derimod vil en ikkekløvet sætning være ganske naturligt sprog når den har et subjekt der ikke er negativt eller ubestemt: Det kunne alle ganske vist se dagen derpå.

Deres løsning Det var der ganske vist ingen der kunne se dagen derpå, er således den mest upåfaldende sprogbrug, men om man foretrækker den ene ordstilling frem for den anden, kommer jo an på om stilen i det engelske forlæg er pointeret eller neutral.

VS


 

Start på brev

Spørgsmål: Hvad skal man skrive som start på brev, fax osv.? Jeg er træt af Hej!, og Kære.. bruger jeg kun til familien. Kan man fx bruge: I fortsættelse af vores telefonsamtale?

Svar: Kære spørger
Skønt vi ikke kender dig personligt, finder vi det alligevel rimeligt at indlede brevet til dig med Kære, der jo blot er en indledningshilsen, som fx også bliver brugt i rykkerskrivelser - formentlig for at gøre det hele mere uformelt og derved mildne den ordrekarakter som en rykker har.

Hvorledes man indleder og afslutter et brev, afhænger af flere faktorer: hvem man skriver til, hvad man skriver om, og hvilket medium ma benytter. Hvis man skriver til en person der er væsentlig ældre end én selv, og som måske er en overordnet, henvender man sig på en anden måde end hvis man skriver til en jævnaldrende kammerat eller et nært familiemedlem.

Hvis skrivelsen har karakter af forretningsbrev, influerer dette også på henvendelsesformen. Normalt vil man her undgå en indledende hilsen; men man kan også begynde med Kære; dermed signalerer afsenderen at han kender modtageren i forvejen, og han anslår en lidt mere personlig tone.

Nu kan breve i dag være traditionelle postbreve, som man lægger i konvolut og klistrer frimærke på; men man kan også faxe et brev til folk eller sende et e-brev. I de to sidste tilfælde kan man slække på de formelle krav og gå lige ind i en næsten mundtlig kommunikationssituation - modtageren har jo nemlig chance for at få brevet næsten umiddelbart efter at afsenderen har sendt det. Man kan derfor fx gerne skrive god morgen!, god dag!, god aften! hvis man anser det for at være en vellykket variation, men vel at mærke kun hvis man kender modtageren godt og er på samme niveau som vedkommende, så kommunikationen er horisontal. Man kunne såmænd også sige hallo! eller davs! - der er mange variationsmuligheder.

Men der er ikke noget forkert i at bruge Kære mere generelt. Variationen kommer vel af sig selv i brevets indhold.

Formlen i fortsættelse af vores telefonsamtale svarer ikke til den indledende hilsen. Det er selve forretningsbrevets indledende formulering, og den kan varieres på mange måder. Politikens Håndbog i Nudansk, 3. udg. 1997, s. 264 nævner en halv snes varianter af sådanne indledningsformler, bl.a. Tak for Deres brev af ... om ..., Som svar på Deres brev af .. kan vi meddele Dem osv.

Tilsvarende giver Politikens Håndbog i Nudansk en række eksempler på afslutningsformler, således Vi imødeser Deres svar .., Jeg ville være glad hvis jeg kunne få svar inden .. o.l.

I Politikens Håndbog i Nudansk, 3. udg. 1997 er der et meget informativt afsnit om korrespondance (s. 254-273), som vi kan henvise til. Her behandles de mere formelle former for brevskrivning.

VS


 

Udmærket og udemærket

Spørgsmål: Jeg må som danskstuderende lægge øre til mange beklagelser over Retskrivningsordbogens nye stavemåder. En fremtidig frygt går ud på at udemærket vil erstatte udmærket, men det påstår jeg hårdnakket ikke vil ske fordi de to ord har vidt forskellig betydning. Jeg vil gerne høre jeres syn på sagen: Kan udemærket blive den nye form i en kommende retskrivning, og hvilke kriterier vil man bruge for at tage den med?

Svar: Det er vores klare fornemmelse at udemærket hos nogle sprogbrugere bruges i stedet for udmærket, og at der dermed ikke er nogen som helst betydningsforskel på de to ord. I de eksempler med udemærket som vi har i vores samling af citater fra aviser, bøger og blade, ville udemærket uden videre kunne udskiftes med den korrekte form udmærket.

Den Store Danske Udtaleordbog ,1991, medtager to udtaler af adjektivet udmærket med henholdsvis tre og fire stavelser. En væsentlig grund til at en udtale med ude- opstår, er at udmærket, i modsætning til de andre sammensætninger med ud- som førsteled, således udmærkelse og udmærke (sig), ofte udtales med to hovedtryk, nemlig på ud- og på -mær-. Dermed brydes det normale trykmønster, og for at undgå sammenstødet af to hovedtryk indsætter man en svagtrykstavelse. Det medfører så en forkert stavemåde: udemærket. Det er i øvrigt en stavemåde som er kendt langt tilbage i tiden, i hvert fald fra midten af forrige århundrede.

Kriterierne for at medtage en ny form i Retskrivningsordbogen er bl.a. at den bruges af i øvrigt gode og sikre skriftsprogsbrugere. Vi har i Berlingske Avisdata, som indeholder artikler fra Berlingske Tidende og Weekendavisen fra årene 1995-97, fundet lidt over 40 eksempler på udemærket mod cirka 4000 eksempler på udmærket, og i et andet stort tekstkorpus er der 23 tilfælde af udemærket mod næsten 2400 tilfælde af udmærket. Så alt i alt må vi konkludere at selvom udemærket findes i velplejet sprog hos rutinerede sprogbrugere, fx journalister og forfattere, så er udmærket stadig langt den almindeligste form.

Et problem ved at indføre en ny form er også at hvis udmærket får den alternative stavemåde udemærket, så skulle substantivet (navneordet) udmærkelse vel også have alternativet udemærkelse, og verbet (udsagnsordet) udmærke (sig) skulle have alternativet udemærke (sig) - men de former findes vist hverken i tale eller på skrift. Så der er ingen grund til at frygte at udmærket i den næste udgave af Retskrivningsordbogen vil blive erstattet af udemærket.

BBT