Af Henrik Galberg Jacobsen
Folketinget har vedtaget to nye love om det danske sprog:
Lovene trådte i kraft 1. august 1997.
Lovforslagene
Forslagene til de to love blev fremsat i Folketinget den 20.11.1996. Forslaget til
Sprognævnsloven blev fremsat af daværende kulturminister Jytte Hilden, og forslaget til
retskrivningsloven kom fra undervisningsminister Ole Vig Jensen. De to forslag var i
øvrigt udarbejdet i et tæt samarbejde mellem de to ministerier, de blev fremsat
parallelt i Folketinget, og de blev ligeledes behandlet under ét ved de tre
behandlinger i Folketinget. Lovene blev vedtaget ved tredjebehandling i Folketinget 30.4.1997.
Fra minister til Folketing
Den danske retskrivning og det danske sprognævn er altså nu »kommet på lov«. Det er
en vigtig og enestående begivenhed i den danske sproghistorie. Hidtil har forskrifterne for
retskrivningen og for Sprognævnet nemlig først og fremmest været bekendtgørelser
udstedt af en minister. Og selvom ministeren - som fx undervisningsminister Hartvig Frisch
ved retskrivningsreformen i 1948 - havde sørget for at skaffe sig parlamentarisk
dækning for sin bekendtgørelse, så var der ligegodt tale om administrative forskrifter,
som en senere minister ville kunne ændre eller fjerne uden at forelægge det for Folketinget.
Det kan ikke længere lade sig gøre. I dag hviler såvel den danske retskrivning som
Dansk Sprognævn på et lovgrundlag der er vedtaget af Folketinget, og som det kun tilkommer
samme lovgivende forsamling at ændre eller ophæve.
Reformer?
Hvad er der så sket af ændringer efter at de to love er vedtaget og trådt i kraft? Er det
fx en retskrivningsreform Folketinget har vedtaget? Og har tinget ved samme lejlighed
udstyret Sprognævnet med carte blanche til at skalte og valte med stavningen af ordene i
det danske sprog? - Næh, slet ikke:
Retskrivningen som sådan er ikke ændret en tøddel. De stavemåder og
bøjningsformer og kommaer mv. der var korrekte før 1. august 1997, er stadig
korrekte. Og de stavemåder mv. der var forkerte før denne dato, er lige så forkerte
i dag. Indholdet af den officielle danske retskrivning er altså det samme. Men der er i
dag flere der er forpligtet til at følge den officielle retskrivning, end der var
før den 1. august (se nærmere i afsnittet »Hvem skal følge den officielle
retskrivning?«).
Heller ikke hvad Sprognævnet angår, er der sket drastiske ændringer. Nævnets
beføjelser er blevet præciseret og klargjort i den nye lov (og i den dertil
hørende bekendtgørelse, se nærmere nedenfor). Men i øvrigt afviger
de ikke synderligt fra de hidtidige beføjelser og fra den praksis der har været fulgt
siden nævnet blev oprettet i 1955. Og de opgaver som Sprognævnet havde efter den gamle
bekendtgørelse, har nævnet stadig.
Ordnede forhold
Skal man kort sammenfatte virkningen af de to love om sproget, kan man sige at de har bragt
ordnede forhold på området.
Med sprognævnsloven foreligger der nu formulerede direktiver for hvilke retskrivningsændringer
Dansk Sprognævn kan tillade sig at foretage på egen hånd, og hvilke ændringer der kræver
godkendelse i Kulturministeriet og Undervisningsministeriet.
Og med retskrivningsloven er der blevet ryddet op i den uoverskuelige samling af gamle og
delvis forældede retskrivningsbekendtgørelser og -cirkulærer der hidtil har udgjort
grundlaget for den officielle danske retskrivning: I lovens sidste paragraf ophæves der
udtrykkeligt 4 bekendtgørelser. Men derved bortfalder der samtidig yderligere et
antal ændringsbekendtgørelser og -cirkulærer, således at retskrivningsloven alt i
alt erstatter en halv snes retskrivningsforskrifter udstedt i årene 1892-1984.
En af de ændringsbekendtgørelser der er bortfaldet med retskrivningsloven, er
Kirke- og Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 184 af 15.12.1900. Med den
blev det gjort valgfrit om man ville bruge verbernes pluralisformer eller ej, dvs. om man
ville skrive fx Vi løbe og Vi ere eller Vi løber
og Vi er. Det er altså først nu efter den 1. august 1997 at der ikke længere
er mulighed for at bruge pluralisformer af verber i den officielle danske retskrivning!
Sprognævnet og retskrivningen
Både efter retskrivningsloven og sprognævnsloven er der en nær forbindelse mellem Dansk
Sprognævn og den officielle danske retskrivning. Det fastslås således i begge love at den
danske retskrivning fastlægges af Dansk Sprognævn, at denne retskrivning offentliggøres
i den officielle danske retskrivningsordbog, og at det er Dansk Sprognævn der redigerer og
udgiver denne ordbog.
Om de retningslinjer som Dansk Sprognævn skal følge ved fastlæggelsen af den danske
retskrivning, henviser retskrivningsloven til de regler der er fastsat »i eller i
medfør af« sprognævnsloven.
I sprognævnsloven får man bl.a. besked om grundlaget for nævnets arbejde i almindelighed.
Det fremhæves her at nævnet i sit arbejde skal »tage hensyn til sprogets funktion som
bærer af tradition og kulturel kontinuitet og som spejl af samtidens kultur og
samfundsforhold«. Hvad der menes med denne meget almene og åbne formulering, er uddybet
i de bemærkninger der ledsagede lovforslaget da det blev fremsat i Folketinget 20.
november 1996.
Tradition og sprogbrug
Nøgleordene i bemærkningerne til lovforslaget er traditionsprincippet og
sprogbrugsprincippet. Det er de to hovedprincipper som Sprognævnet skal tage hensyn til i
sit arbejde med sprognormeringen, herunder fastlæggelsen af retskrivningen. I bemærkningerne
til lovforslaget er principperne beskrevet således:
Præciserede beføjelser
Sprognævnsloven afstikker rammerne for Sprognævnets ret til at lave ændringer i
Retskrivningsordbogen - og altså dermed i den officielle retskrivning. Det anføres
her at nævnet på egen hånd - uden at spørge - kan »foretage ændringer og
ajourføringer af ikkeprincipiel karakter«. Ændringer »af principiel
karakter« skal derimod først godkendes af kulturministeren, der inden en evt.
godkendelse skal forelægge sagen for undervisningsministeren.
Hvad man skal forstå ved »ændringer af ikkeprincipiel karakter« og »ændringer
af principiel karakter«, forklares ikke i selve loven. Men også her er der hjælp at
hente i bemærkningerne til lovforslaget. Det fremgår her at man ved »ændringer af
principiel karakter« forstår mere gennemgribende eller systematiske ændringer, og
som eksempler nævnes:
Hvem skal følge den officielle retskrivning?
Den officielle danske retskrivning var til at begynde med skolens retskrivning. Den var den
retskrivning som skulle bruges i undervisningen i skolerne og ved prøver og
eksamener. Siden 1948 har også statstjenesten skullet følge denne retskrivning.
Og med retskrivningsloven fra 1997 er kredsen af personer der er forpligtede til at bruge
den officielle retskrivning, udvidet yderligere.
Retskrivningen skal nu - ud over af skolen - følges af »alle dele af den
offentlige forvaltning, af Folketinget og myndigheder med tilknytning til Folketinget
samt af domstolene«. Det uddybes i bemærkningerne til lovforslaget, der bl.a.
præciserer at den officielle retskrivning »foruden forvaltningsmyndigheder inden for
statstjenesten« nu også omfatter »den kommunale og amtskommunale
forvaltning«.
Kommunerne mv. har altså måttet sige farvel til deres hidtidige ret til at skrive som de
ville. Men eftersom de - ligesom i øvrigt privatpersoner og private virksomheder -
i praksis har følt samme forpligtelse over for Retskrivningsordbogen som de dele af
befolkningen der skulle følge den, er der tale om en ændring der næppe vil blive
registreret rundt om på rådhuse og amtsgårde.
§ 1. Dansk retskrivning fastlægges af Dansk Sprognævn og offentliggøres
i Dansk Sprognævns retskrivningsordbog.
Stk. 2. Ved fastlæggelsen af dansk retskrivning følger Dansk Sprognævn
de regler, der er fastsat i eller i medfør af lov om Dansk Sprognævn.
§ 2. Dansk retskrivning skal følges af alle dele af den offentlige
forvaltning, af Folketinget og myndigheder med tilknytning til Folketinget samt af
domstolene. Det samme gælder ikkeoffentlige uddannelsesinstitutioner, som modtager
dækning af driftsomkostningerne på halvdelen eller mere, og private og selvejende
skoler, hvor børn opfylder undervisningspligten.
Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om undtagelse af
visse skoler og andre uddannelsesinstitutioner under Undervisningsministeriet og kan
endvidere efter aftale med vedkommende minister fastsætte nærmere regler om undtagelse
af skoler og andre uddannelsesinstitutioner under andre ministerier.
Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at en eller
flere mulige retskrivningsformer, f.eks. stave- og tegnsætningsformer, skal foretrækkes i
særlige sammenhænge.
§ 3. Loven træder i kraft den 1. august 1997.
Stk. 2. Følgende bekendtgørelser ophæves:
§ 4. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
§ 1. Dansk Sprognævn har til opgave at følge det danske sprogs udvikling, at
give råd og oplysninger om det danske sprog og at fastlægge den danske retskrivning.
Stk. 2. Sprognævnet skal
§ 2. Dansk Sprognævn redigerer og udgiver den officielle danske
retskrivningsordbog. Heri offentliggøres den af nævnet fastlagte retskrivning.
Stk. 2. I forbindelse med udgivelse af nye udgaver af retskrivningsordbogen kan
nævnet på egen hånd foretage ændringer og ajourføringer af ikkeprincipiel karakter.
Stk. 3. Ændringer af principiel karakter kræver godkendelse af kulturministeren
efter indhentet udtalelse fra undervisningsministeren.
§ 3. Sprognævnet udsender hvert år en beretning om arbejdet. I beretningen eller på anden måde offentliggør nævnet mindst én gang om året et udvalg af de udtalelser, som det har afgivet i årets løb.
§ 4. Dansk Sprognævn består af et repræsentantskab, et arbejdsudvalg og et
forsknings- og informationsinstitut.
§ 5. Repræsentantskabet træder sammen mindst én gang om året. Ved
årsmødet, som holdes snarest muligt efter regnskabsårets udgang, forelægger
formanden regnskabet og en beretning om arbejdet i det forløbne år samt forslag
til en aktivitetsplan for det kommende år. Regnskab, beretning og aktivitetsplan skal
godkendes af repræsentantskabet.
Stk. 2. Beretning og aktivitetsplan sendes derefter til Kulturministeriet.
§ 6. Repræsentantskabet består af indtil 30 medlemmer.
Stk. 2. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om sammensætningen af
repræsentantskabet.
Stk. 3. Kulturministeren beskikker medlemmerne for 3 år ad gangen. Ingen kan
beskikkes eller genbeskikkes til medlem af nævnet efter at være fyldt 70 år.
Stk. 4. Kulturministeren udpeger for 3 år ad gangen blandt repræsentantskabets
medlemmer en formand og en næstformand, som tillige er formand og næstformand for det
i § 7 omhandlede arbejdsudvalg. Formanden modtager et vederlag, som fastsættes af
kulturministeren.
§ 7. Arbejdsudvalget behandler løbende sager af mere principiel
karakter. Udvalget består af mindst 5 og højst 9 personer, hvoraf de 2 er
repræsentantskabets formand og næstformand, jf. § 6, stk. 4. De øvrige
vælges af og blandt repræsentantskabets medlemmer for 3 år ad gangen.
Stk. 2. Arbejdsudvalget fastsætter selv sin forretningsorden.
§ 8. Forsknings- og informationsinstituttet varetager det daglige forsknings-, rådgivnings- og oplysningsarbejde under ledelse af formanden. Derudover varetager instituttet sekretariatsopgaver for nævnets arbejdsudvalg og repræsentantskab.
§ 9. Loven træder i kraft den 1. august 1997. Samtidig ophæves
bekendtgørelse nr. 563 af 26. november 1981 om Dansk Sprognævn.
Stk. 2. Det første repræsentantskab beskikkes for perioden
fra 1. august 1997 til 31. december 1999 i henhold til de regler, der fastsættes
i medfør af § 6, stk. 2.
I medfør af § 1, stk. 5, og § 6, stk. 2, i lov nr. 320 af 14. maj 1997 om Dansk Sprognævn fastsættes:
§ 1. Den retskrivning, der fastlægges af Dansk Sprognævn, og
som offentliggøres i den officielle danske retskrivningsordbog,
skal fastlægges i overensstemmelse med de i stk. 2-4 nævnte
hovedprincipper for retskrivningen.
Stk. 2. Hovedprincipperne for dansk retskrivning er
traditionsprincippet og sprogbrugsprincippet.
Stk. 3. Efter traditionsprincippet skrives ord og ordformer i
dansk i overensstemmelse med den praksis, der har været
gældende siden bekendtgørelse nr. 24 af 27. februar 1892, og
som siden 1955 er kommet til udtryk i de retskrivningsordbøger,
som Dansk Sprognævn har udgivet. Efter traditionsprincippet
ligger stavemåderne af det eksisterende ordforråd principielt
fast, bortset fra justeringer som følge af
sprogbrugsprincippet. Et element i traditionsprincippet er
princippet om, at fremmedord, der er blevet almindelige i
dansk, skrives i overensstemmelse med de regler, der gælder for
oprindelige danske ord og ældre låne- og fremmedord i dansk.
Dette princip gælder først og fremmest ord fra græsk, latin og
fransk og ord dannet af græske, latinske og franske
bestanddele. Ord fra andre sprog, specielt nyere ord, skrives
som hovedregel i overensstemmelse med skrivemåden i det
pågældende sprog eller med international praksis.
Stk. 4. Efter sprogbrugsprincippet skrives ord og ordformer i
dansk i overensstemmelse med den praksis, som følges i gode og
sikre sprogbrugeres skriftlige sprogbrug.
Stk. 5. Såfremt danske stednavne medtages i
retskrivningsordbogen, sker dette i den form, der er fastlagt
af Stednavneudvalget og autoriseret af Kulturministeriet. For
stednavne, der er medtaget i retskrivningsordbogen, og som
omautoriseres i bogens gyldighedsperiode, gælder det at den
gamle form forbliver korrekt ved siden af den nyautoriserede
indtil næste udgave eller oplag af ordbogen.
§ 2. Sager om ændringer af retskrivningen skal behandles i
repræsentantskabet. Repræsentantskabet tager stilling til, om
en ændring er af principiel karakter.
Stk. 2. Repræsentantskabets afgørelser træffes med almindelig
stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme
udslagsgivende.
Stk. 3. Repræsentantskabet skal orienteres om og have tilsendt
alt materiale, der tilgår og behandles i arbejdsudvalget.
Repræsentantskabets medlemmer har møde- og taleret ved
arbejdsudvalgets møder.
§ 3. Repræsentantskabet består af indtil 30 medlemmer. De 27
udpeges af følgende: Folketingets Informations- og
Dokumentationsafdeling, Statsministeriet, Justitsministeriet,
Undervisningsministeriet, Kulturministeriet, Statens
Information, EU's Sprogtjenester, Stednavneudvalget, Modersmål-Selskabet, Erhvervssprogligt Forbund, Danmarks Radio og TV 2,
Dansk Standard, Det Danske Akademi, Det Danske Sprog- og
Litteraturselskab, Dansk Forfatterforening og Danske
Skønlitterære Forfattere, Dansk Journalistforbund, Dansk
Skuespiller Forbund, Dansklærerforeningen, Danmarks
Lærerforening, Foreningen Norden, Danske Dagblades Forening og
Rektorkollegiet.
Stk. 2. Hver institution mv. udpeger 1 repræsentant, med
følgende undtagelser: Rektorkollegiet udpeger 5 repræsentanter,
som alle skal være sagkyndige, og hvoraf højst 2 må
repræsentere samme højere læreanstalt. Dansklærerforeningen
udpeger 2 repræsentanter, som skal repræsentere henholdsvis
seminarierne og gymnasieskolen; Danmarks Lærerforenings
repræsentant skal repræsentere folkeskolen. Dansk
Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere udpeger i
fællesskab 1 repræsentant. Danmarks Radio og TV 2 udpeger
ligeledes i fællesskab 1 repræsentant.
Stk. 3. Når repræsentantskabet er nedsat, kan det i sin
funktionstid indstille højst 3 yderligere medlemmer, som enten
kan være personlige medlemmer eller repræsentanter for andre
institutioner end de ovenfor nævnte. Disse medlemmer udpeges af
kulturministeren.
§ 4. Bekendtgørelsen træder i kraft den 20. september 1997.
Stk. 2. Det første repræsentantskab beskikkes for perioden 1. august 1997 - 31. december 1999.
Kulturministeriet, den 4. september 1997