Nye love om retskrivningen og om Sprognævnet

Af Henrik Galberg Jacobsen

INDHOLD
Lovforslagene
Fra minister til Folketing
Reformer?
Ordnede forhold
Sprognævnet og retskrivningen
Tradition og sprogbrug
Præciserede beføjelser
Hvem skal følge den officielle retskrivning?
Bilag 1. Retskrivningsloven
Bilag 2. Sprognævnsloven
Bilag 3. Sprognævnsbekendtgørelsen.



Folketinget har vedtaget to nye love om det danske sprog:

Lovene trådte i kraft 1. august 1997.


Lovforslagene
Forslagene til de to love blev fremsat i Folketinget den 20.11.1996. Forslaget til Sprognævnsloven blev fremsat af daværende kulturminister Jytte Hilden, og forslaget til retskrivningsloven kom fra undervisningsminister Ole Vig Jensen. De to forslag var i øvrigt udarbejdet i et tæt samarbejde mellem de to ministerier, de blev fremsat parallelt i Folketinget, og de blev ligeledes behandlet under ét ved de tre behandlinger i Folketinget. Lovene blev vedtaget ved tredjebehandling i Folketinget 30.4.1997.

Fra minister til Folketing
Den danske retskrivning og det danske sprognævn er altså nu »kommet på lov«. Det er en vigtig og enestående begivenhed i den danske sproghistorie. Hidtil har forskrifterne for retskrivningen og for Sprognævnet nemlig først og fremmest været bekendtgørelser udstedt af en minister. Og selvom ministeren - som fx undervisningsminister Hartvig Frisch ved retskrivningsreformen i 1948 - havde sørget for at skaffe sig parlamentarisk dækning for sin bekendtgørelse, så var der ligegodt tale om administrative forskrifter, som en senere minister ville kunne ændre eller fjerne uden at forelægge det for Folketinget.
Det kan ikke længere lade sig gøre. I dag hviler såvel den danske retskrivning som Dansk Sprognævn på et lovgrundlag der er vedtaget af Folketinget, og som det kun tilkommer samme lovgivende forsamling at ændre eller ophæve.

Reformer?
Hvad er der så sket af ændringer efter at de to love er vedtaget og trådt i kraft? Er det fx en retskrivningsreform Folketinget har vedtaget? Og har tinget ved samme lejlighed udstyret Sprognævnet med carte blanche til at skalte og valte med stavningen af ordene i det danske sprog? - Næh, slet ikke:
Retskrivningen som sådan er ikke ændret en tøddel. De stavemåder og bøjningsformer og kommaer mv. der var korrekte før 1. august 1997, er stadig korrekte. Og de stavemåder mv. der var forkerte før denne dato, er lige så forkerte i dag. Indholdet af den officielle danske retskrivning er altså det samme. Men der er i dag flere der er forpligtet til at følge den officielle retskrivning, end der var før den 1. august (se nærmere i afsnittet »Hvem skal følge den officielle retskrivning?«).
Heller ikke hvad Sprognævnet angår, er der sket drastiske ændringer. Nævnets beføjelser er blevet præciseret og klargjort i den nye lov (og i den dertil hørende bekendtgørelse, se nærmere nedenfor). Men i øvrigt afviger de ikke synderligt fra de hidtidige beføjelser og fra den praksis der har været fulgt siden nævnet blev oprettet i 1955. Og de opgaver som Sprognævnet havde efter den gamle bekendtgørelse, har nævnet stadig.

Ordnede forhold
Skal man kort sammenfatte virkningen af de to love om sproget, kan man sige at de har bragt ordnede forhold på området.
Med sprognævnsloven foreligger der nu formulerede direktiver for hvilke retskrivningsændringer Dansk Sprognævn kan tillade sig at foretage på egen hånd, og hvilke ændringer der kræver godkendelse i Kulturministeriet og Undervisningsministeriet.
Og med retskrivningsloven er der blevet ryddet op i den uoverskuelige samling af gamle og delvis forældede retskrivningsbekendtgørelser og -cirkulærer der hidtil har udgjort grundlaget for den officielle danske retskrivning: I lovens sidste paragraf ophæves der udtrykkeligt 4 bekendtgørelser. Men derved bortfalder der samtidig yderligere et antal ændringsbekendtgørelser og -cirkulærer, således at retskrivningsloven alt i alt erstatter en halv snes retskrivningsforskrifter udstedt i årene 1892-1984.
En af de ændringsbekendtgørelser der er bortfaldet med retskrivningsloven, er Kirke- og Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 184 af 15.12.1900. Med den blev det gjort valgfrit om man ville bruge verbernes pluralisformer eller ej, dvs. om man ville skrive fx Vi løbe og Vi ere eller Vi løber og Vi er. Det er altså først nu efter den 1. august 1997 at der ikke længere er mulighed for at bruge pluralisformer af verber i den officielle danske retskrivning!

Sprognævnet og retskrivningen
Både efter retskrivningsloven og sprognævnsloven er der en nær forbindelse mellem Dansk Sprognævn og den officielle danske retskrivning. Det fastslås således i begge love at den danske retskrivning fastlægges af Dansk Sprognævn, at denne retskrivning offentliggøres i den officielle danske retskrivningsordbog, og at det er Dansk Sprognævn der redigerer og udgiver denne ordbog.
Om de retningslinjer som Dansk Sprognævn skal følge ved fastlæggelsen af den danske retskrivning, henviser retskrivningsloven til de regler der er fastsat »i eller i medfør af« sprognævnsloven.
I sprognævnsloven får man bl.a. besked om grundlaget for nævnets arbejde i almindelighed. Det fremhæves her at nævnet i sit arbejde skal »tage hensyn til sprogets funktion som bærer af tradition og kulturel kontinuitet og som spejl af samtidens kultur og samfundsforhold«. Hvad der menes med denne meget almene og åbne formulering, er uddybet i de bemærkninger der ledsagede lovforslaget da det blev fremsat i Folketinget 20. november 1996.

Tradition og sprogbrug
Nøgleordene i bemærkningerne til lovforslaget er traditionsprincippet og sprogbrugsprincippet. Det er de to hovedprincipper som Sprognævnet skal tage hensyn til i sit arbejde med sprognormeringen, herunder fastlæggelsen af retskrivningen. I bemærkningerne til lovforslaget er principperne beskrevet således:

Præciserede beføjelser
Sprognævnsloven afstikker rammerne for Sprognævnets ret til at lave ændringer i Retskrivningsordbogen - og altså dermed i den officielle retskrivning. Det anføres her at nævnet på egen hånd - uden at spørge - kan »foretage ændringer og ajourføringer af ikkeprincipiel karakter«. Ændringer »af principiel karakter« skal derimod først godkendes af kulturministeren, der inden en evt. godkendelse skal forelægge sagen for undervisningsministeren.
Hvad man skal forstå ved »ændringer af ikkeprincipiel karakter« og »ændringer af principiel karakter«, forklares ikke i selve loven. Men også her er der hjælp at hente i bemærkningerne til lovforslaget. Det fremgår her at man ved »ændringer af principiel karakter« forstår mere gennemgribende eller systematiske ændringer, og som eksempler nævnes:

Om de ikkeprincipielle ændringer oplyses det i bemærkningerne at Sprognævnet efter loven vil få »bemyndigelse til at foretage justeringer af enkeltords stavemåde og bøjningsformer og ændringer, der ikke er gennemgribende eller systematiske«.
Det er nyt at det nu udtrykkeligt står i bestemmelserne for Sprognævnet at nævnets beføjelser mht. retskrivningsændringer afhænger af om ændringerne er af principiel karakter eller ej. Og det er også nyt at der nu gives eksempler på hvad man skal forstå ved principielle ændringer, således at grænsen mellem tilladelige og ikketilladelige ændringer nu tegner sig relativt klart. Men i øvrigt er der tale om en skelnen og et princip som også har været anerkendt i det hidtidige samarbejde mellem Sprognævnet og nævnets ministerium, og som nævnet også har lagt til grund ved redaktionen af 1. udgave af Retskrivningsordbogen fra 1986.

Hvem skal følge den officielle retskrivning?
Den officielle danske retskrivning var til at begynde med skolens retskrivning. Den var den retskrivning som skulle bruges i undervisningen i skolerne og ved prøver og eksamener. Siden 1948 har også statstjenesten skullet følge denne retskrivning. Og med retskrivningsloven fra 1997 er kredsen af personer der er forpligtede til at bruge den officielle retskrivning, udvidet yderligere.
Retskrivningen skal nu - ud over af skolen - følges af »alle dele af den offentlige forvaltning, af Folketinget og myndigheder med tilknytning til Folketinget samt af domstolene«. Det uddybes i bemærkningerne til lovforslaget, der bl.a. præciserer at den officielle retskrivning »foruden forvaltningsmyndigheder inden for statstjenesten« nu også omfatter »den kommunale og amtskommunale forvaltning«.
Kommunerne mv. har altså måttet sige farvel til deres hidtidige ret til at skrive som de ville. Men eftersom de - ligesom i øvrigt privatpersoner og private virksomheder - i praksis har følt samme forpligtelse over for Retskrivningsordbogen som de dele af befolkningen der skulle følge den, er der tale om en ændring der næppe vil blive registreret rundt om på rådhuse og amtsgårde.




Bilag 1. Retskrivningloven
(Lov nr. 332 af 14.5.1997 om dansk retskrivning. Trykt i Lovtidende A, s. 1521 - Loven kan også læses på Undervisningsministeriets hjemmeside").




Lov om dansk retskrivning




Bilag 2. Sprognævnsloven
(Lov nr. 320 af 14.5.1997 om Dansk Sprognævn. Trykt i Lovtidende A, s. 1497-98. - Loven kan også læses på Kulturministeriets hjemmeside).


Lov om Dansk Sprognævn
Kapitel 1

Dansk Sprognævns opgaver